Projektdatabase
Projektdatabasen indeholder alle de projekter, som ELFORSK har støttet med midler. Der er en kort introduktion af projekternes formål og kontakt information for de igangværende projekter. For de projekter, som er færdige, er der en slutrapport med resultater, som du kan down loade.
Projektet ”Machine Learning til Energi- og Procesoptimering (MLEEP)” vil integrere machine learnings algoritmer direkte i 5 danske industrivirksomheder – alle med forskellige problemstillinger og udfordringer – og forsøge at belyse potentialer, muligheder og barrierer ved anvendelsen af kunstig intelligens til energi- og procesoptimeringer af produktionsanlæg.
Projektet tester, hvordan varmepumper kan integreres i energirenovering og nybyggeri ved at dække varmebehovet. Varmepumpen anvendes til at genvinde varme fra bygningens spildevand, inden vandet ledes til kloaksystemet. På den måde bidrager løsningen til at øge elektrificeringen af bygningers samlede energiforbrug, og det bliver brugerøkonomisk mere attraktivt at investere i varmepumper.
Fleksibel elafregning bliver gradvist mere udbredt blandt danske husstande. Men hvilken betydning har det for husstandes elforbrug? Vil det føre til mere effektiv anvendelse af el? For nogle husstande vil det måske medføre højere elforbrug, mens det for andre vil reducere elforbruget. Der mangler helt afgørende viden om dette. Derfor undersøger dette projekt, hvorvidt nogle typer af husstande er mere tilbøjelige til at vælge fleksibel elafregning end andre, og hvilken betydning fleksible priser har for forskellige typer af husstandes elforbrug.
Dette projekt introducerer en nyudviklet følertype til måling af luftstrømme, som i forhold til traditionelle følere reducerer systemets tryktab med 10-30 Pa pr. føler. Følertypen har derudover andre fordele i forhold til traditionelle følere.
I dette projekt testes potentialet for øget el-effektivitet og fleksibelt elforbrug i to lokale energifællesskaber i to almene boligbebyggelser i Hovedstadsområdet med store solcelleanlæg og tilhørende batterier. Projektet vil slutteligt vise, hvordan større boligforeninger, der ønsker at gå sammen i et energifællesskab, skal agere i forhold til den kommende lovgivning og hvilke virkemidler fra netselskaber og el-handlere, der vil være hensigtsmæssige.
Målekomponenter, som anbringes i ventilationskanaler i et ventilationssystem, øger systemets tryktab og dermed energibehovet til lufttransport. Dette forprojekt introducerer en nyudviklet følertype til måling af luftstrømme, og vil demonstrere proof-of-concept.
Projektet retter sig mod byggeriets beslutningstagere og udførende, og foreslår el-besparende lysanlæg, der passer i kontorer og klasseværelser.
Formålet med dette projekt er at eftervise, at energibehovet til komfortkøling kan reduceres yderligere ved at anvende udeluftkøling og termisk energilagring ved hjælp af PCM.
Formålet med dette projekt er at analysere energibesparelsespotentialet ved yderligere forøgelse af kølekapaciteten ved diffus loftsindblæsning.
Projektet vil kortlægge designstrategier til lavere indlejret energi og driftsenergi i byggeri.
Projektet har til formål at udvikle algoritmer, som løbende og automatisk analyserer timedata for elforbrug i SMV'er og samkører disse data med data fra øvrige dataregistre (BBR, CVR, DMI m.m.).