Udvikling af en vandbaseret turbokompressor til varmepumper skal hjælpe industrien

Projektresultat
Vandbaseret turbokompressor til VP - projekt 350-052

Forsøgsopstilling med en vandbaseret turbokompressor til varmepumper. 

Der findes endnu ikke en kommerciel tilgængelig kompressor til at dække temperaturområder fra 100 °C til 200 °C.

Projektet bygger videre på det tidligere ELFORSK-projekt 344-009 ”Udvikling af Rotrex turbokompressor til vanddampkompression”. Formålet er at videreudvikle de enkelte dele, der indgår i vanddampkompressoren, frem mod en mulig markedsintroduktion.  

Potentialet for vanddampkompressorer er stort, hvilket fremgår af nedenstående figur, hvor 21 % af varmeforbruget til industrien ligger i temperaturområdet fra 100 °C til 200 °C. Der findes ikke en kommercielt tilgængelig kompressor til det nævnte temperaturområde, hvilket denne kompressor har mulighed for at dække.

Vanddampkompressoren er designet til at løfte fra en temperatur fra 90 °C til en kondenseringstemperatur på 120 °C ved 70.000 RPM. Varmeydelsen er ca. 350 kW. Enheden er ca. 0,5 m lang.

Kompressoren vil blive indbygget i en inddampertestopstilling med integreret 3-trins væskeudskiller, og der vil blive gennemført langtidstest på kompressoren for at påvise pålideligehed af kompressor og væskeudskiller. Samtidig vil der blive udført performancetest på leveret volumenstrøm og etableret trykdifferens over kompressoren.

SteamHP-projektet blev startet op i februar 2018 og forventes at blive afsluttes i maj 2021. 

Projektet ledes af Teknologisk Institut af Peter Schneider og laves i samarbejde med Rotrex (vandkompressorproducent), Johnson Controls (systembygger), Pentair (slutbruger) og Krammer Innovation (inddamperproducent).