Spildevand fra boliger en værdifuld varmekilde

Projektresultat
352-024_Foto

Et kig ned til brønden i varmegenvindingsanlægget i Trigeparken. Foto: COWI.

De første tests, fra et ELFORSK-projekt, viser at op mod en fjerdedel af boligens varmeforbrug kan spares med et genvindingsanlæg.

Når familien Danmark går i bad, sætter vaskemaskine eller opvaskemaskine i gang, skal der bruges energi til at varme vandet op til en passende temperatur. Efter afsluttet vask/bad sendes vandet ud i kloak systemet, hvor det havner i et renseanlæg. Temperaturen i spildevand fra boliger ligger typisk på 25-30 grader, og undervejs til renseanlægget afgiver spildevandet hovedparten af denne varme til omgivelserne.

Spildvarme kan dække 25% af varmeforbruget
Ligesom det er blevet almindeligt at efterisolere eksisterende bygninger for at mindske ”fyring for fuglene”, bør det også blive lige så almindeligt at udnytte varmen i spildevandet, før det sendes ud i kloaksystemet til glæde for rotter og andre underjordiske væsener.

Rådgivervirksomheden, COWI, som deltager i projektet, har vurderet ud fra registreringer af driftsdata fra et genvindingsanlæg beregnet, at den genvundne varme fra spildevandet i en typisk etageejendom kan dække distributionstab i varmesystemet samt varmeforbrug til varmt brugsvand. Op mod en fjerdedel af boligens varmeforbrug kan spares med et sådant anlæg.

Det er baggrunden for at ELFORSK-projektet er blevet støttet med midler til målinger og analyser af nogle pilotanlæg, hvor der gennemføres de første fysiske målinger af sådanne genvindingsanlæg. Det sker i projektet ”Genvinding af varme i spildevand i kombination med varmepumpe(r) – målinger”, hvor COWI frem til foråret 2022 vil registrere elforbrug og varmeproduktion fra anlæggets varmeveksler og varmepumpe.

Projektet har vurderet ud fra driftsdata fra et genvindingsanlæg, at den genvundne varme fra spildevandet i en typisk etageejendom kan dække distributionstab i varmesystemet samt varmeforbrug til varmt brugsvand.

Målinger på tre pilotanlæg
I 2020 er anlægget installeret i tre boligbebyggelser: i Alabastern-kvarteret i den svenske by Växjö og i Boligforeningen Ringgårdens Trigeparken i Aarhus, hvor COWI i forvejen gennemfører et større EU-støttet READY-projekt for energieffektivisering. Desuden er der etableret et anlæg i en anden af boligforeningens afdelinger Rydevænget.

For at optimere projektets driftserfaringer er der etableret tre lidt forskellige anlæg. I Växjö er der siden marts 2020 blevet målt på et effektivt, men relativt dyrt anlæg til en samlet pris på ca. 1,4 mio. DKK. Den samlede systemværdi er målt til en COP-værdi på op til 4,5, dvs. at der for hver kWh elforbrug i anlægget leveres op til 4,5 kWh varme. Anlægget har i de første måneder dækket ca. 28% af varmeforbruget i 39 boliger.

Boligforeningen Ringgården har benyttet et mere enkelt og billigere anlægskoncept.  Her tappes overskudsvarme fra 4 boligblokke med 36 boliger. Med en varmeveksler og en varmepumpe fra METRO THERM er der siden oktober 2020 leveret varme til halvdelen af boligerne.

I Rydevænget er overskudsvarmen i spildevand fra 2 faldstammer, der betjener 12 boliger, blevet udnyttet siden december 2020 med en modificeret mikro varmepumpe, der leverer varmt vand ind på stigestrengen for brugsvandsystemet.

Rentabel energieffektivisering
På baggrund af de første driftserfaringer er de foreløbige vurderinger, at et genvindingsanlæg til en boligbebyggelse med 40-50 boliger kan etableres for ca. 500.-600.000 kr. inkl. moms. Det gør en sådan investering beboerøkonomisk rentabel i kraft af det aktuelle lave renteniveau, ikke mindst i områder med naturgasforsyning og områder med relativt høje fjernvarmepriser. Varmepumpen kan med fordel for en stor del drives af billig strøm fra solceller i kombination med en varmtvandsbeholder som lager. I nybyggeri kan anlægskonceptet bidrage til at opfylde energirammen mere omkostningseffektivt end mange alternative løsninger.

Cowi er projektleder for projektet, der udvikles i et samarbejde mellem METRO THERM A/S, KAB - Bygge- og Boligadministration, Stengården, afd. 8 under Stenløse-Ølstykke Boligforening og kommunikationsfirmaet Rubrik. Projektet afsluttes i foråret 2022, hvor slutrapporten kan hentes på elforsk.dk

Materialer