Retningslinjer for indblæsningsprincipper skaber energieffektivitet og bedre indeklima

Ventilation
351-030_foto_teknologisk institut

Test i HVAC-indeklima laboratorium Foto: Teknologisk Institut.

Ventilationsbranchen er udfordret af vanetænkning, når der skal vælges en ventilationsløsning. Det vil et nyt ELFORSK-projekt lave om på.

Ventilationsbranchen er udfordret af vanetænkning. Det betyder at de samme ventilationsløsninger ofte anvendes igen fra projekt til projekt. Det er til trods for at nye løsninger og smarte styringer kunne have medført et bedre indeklima samt energibesparelser. En anden årsag til dette er også, at der i en vis udstrækning er mangel på dokumentation af ventilationsprodukternes egenskaber - særligt udenfor det isotermiske område.

Formålet med dette ELFORSK-projekt ”KVS - Kombinerede ventilationsprincipper og -strategier for IAQ” 
er at skabe et bedre dokumentationsgrundlag og undersøge værdien af at kombinere de mest velkendte ventilationsprincipper på markedet som fx poseindblæsning, fortrængning, diffuse loftsplader, tallerken armaturer osv. med hinanden.

Resultater og ny viden vendes med ventilationsbranchen
Projektet er gået ind i en rigtig spændende fase, hvor der bliver udført en lang række test af de enkelte ventilationsprincipper. Det foregår ved at simulere et større kontorlokale i Teknologisk Instituts nye HVAC-indeklima laboratorium. Dette er for at lave en fuld kortlægning af typiske egenskaber ved et ventilationsprincip og identificere ved hvilke loftshøjder, belastninger, indblæsningstemperaturer og luftstrømme det enkelte ventilationsprincip bedst kommer til sin ret. Svaret på dette er naturligvis ikke mejslet i granit.

De væsentligste producenter i den danske ventilationsbranche skal diskutere resultaterne.

Projektgruppen omfatter en lang række af de væsentligste producenter i den danske ventilationsbranche, som skal diskutere resultaterne på en workshop. Workshoppen har også til formål at afgøre om det kan være værdifuldt at netop kombinere anvendelsen af de enkelte principper.

Kombinationerne skal potentielt lede til bedre opblanding af luften, reduceret luftstrømme og tilpasset indblæsningstemperatur, hvilket så skal medføre de ønskede energibesparelser.

Projektet er færdigt til foråret 2023, hvor alle kan hente slutrapporten på elforsk.dk. Parterne bag projektet er Teknologisk Institut, VELTEK, TEKNIQ Arbejdsgiverne og IDA Mødecenter A/S.

Emner

Materialer