Nyt simuleringsværktøj til renovering af især historiske bygninger og etagebyggeri

Projektresultat
Klimafacade bygningsfacade

Foto: Unsplash

Nyt digitalt modelværktøj udviklet i IDA ICE-simuleringsprogram, som kan eftervise Klimafacadens hovedidé; forvarmning og løsning af indblæsningsluft i et facadeelement til renovering og nybyggeri.

Klimafacaden er særligt velegnet til historiske bygninger, eller byggerier hvor indvendig isolering ellers ikke er muligt. Facaden kan etableres nænsomt og kræver kun mindre reversible indgreb i bygningen, ændrer hverken bygningens interiør eller rummenes proportioner og er ligesom ældre huse baseret på en passiv teknologi, hvilket øger systemets kompatibilitet til denne type bygninger i både Danmark og resten af Europa.

Ud over historiske bygninger har Klimafacaden et stort potentiale ved renovering i den almene boligsektor, hvor mistrivsel med mekanisk ventilation er et anerkendt problem. Alene i Danmark findes ca. 1 mio. etageboliger, hvoraf ca. 400.000 er almene boligbyggerier. Her forventes Klimafacaden at kunne bidrage til beboernes komfort og forståelse for teknikken bag frisk luft i boligen. Den færdige klimafacade forventes endvidere som anvendelig løsning ved renovering af kontorbygninger og evt. i nybyggeri.

Der ligger et stort potentiale i et produkt, der kan installeres i eksisterende bygninger uden behov for omfattende rørføringer, tekniske installationer og bygningsmæssige ændringer. Et facadeelement baseret på passive teknologier kan minimere drift og vedligeholdelsesomkostninger, og et ventilationsprincip, der ikke forudsætter kanalføringer og store ombygninger, har lavere miljøpåvirkning og giver mulighed for at bevare eksisterende arkitektur.

Klimafacaden kan i energieffektivitet ikke konkurrere med ventilation med varmegenvinding, men kan ud fra andre parametre være et bedre alternativ. Idet facadesystemet forvarmer ventilationsluften med varme fra varmesystemer og ikke fra el, anvendes varmen i varmesystemet mere effektivt, og tilbageløbstemperaturen til forsyningsselskabet bliver lavere.

I dag arbejdes der sjældent med kølende ventilation i Danmark, men på verdensplan er køling i boliger almindeligt og medfører et enormt energiforbrug. Potentialet i et klimatilpasset temperaturregulerende system kan have global samfundsøkonomisk interesse, da både energiforsyning effektiviseres og økonomiske varmeomkostninger falder.

Klimafacaden udgør et potentielt internationalt, energimæssigt og bæredygtigt bidrag til at indfri EU’s 2030-mål om en samlet reduktion i CO2-udledning på 40 %.

KLIMAFACADENS 5 UDVIKLINGSTRIN

Dette projekt omfatter kun udviklingstrin 1, men hele projektet omkring Klimafacaden er opdelt i 5 udviklingstrin. 

Trin 1 – Modelværktøj
Trin 2 – Designudvikling og projektering
Trin 3 – Laboratorieforsøg
Trin 4 – 1:1 Demonstrationsprojekt i 5 lejligheder / 25 elementer
Trin 5 – Monitorering i 5 lejligheder / 25 elementer

Det udviklede modelværktøj er et centralt redskab i projektets videre forløb og de næste udviklingstrin, hvor både tekniske og designmæssige detaljer skal fastlægges

Projektet er ledet af ERIK Arkitekter og lavet i samarbejde med DTU Byg, Hudevad A/S, Horn Group ApS og Hi-Con A/S.