Nyt ELFORSK projekt giver viden om kunders holdninger til køb af varmepumper

Projektresultat

Undersøgelse af hvilke udfordringer kunder står over for ved valg af varmepumpe i boliger.

ELFORSK-projektet  ”Varmepumper i eksisterende helårshuse, barrierer i købsproces” er netop afsluttet. Formålet med projektet var at skabe overblik over, om kunderne havde udfordringer i valg  og i købs-/leje-processen af varmepumper og hvad der bremser og forsinker investeringer i varmepumper i eksisterende helårshuse.

Projektet har undersøgt forskellige elementer af processen fra valg af varmepumpe til køb og installation varmepumpen.         

Undersøgelsen viser, at det kun er 11 % af boligejerne, der betragter anskaffelses-processen som svær og til tider arbejdskrævende.  45 % af kunderne oplever anskaffelses-processen som let, og 70 % heraf er kunder, der kun har indhentet et enkelt tilbud og dermed ikke har skulle vælge mellem forskellige tilbud og forskellige løsninger.

Det er kun 45 % af de interviewede, der kender Varmepumpelisten

Blandt dem, der har indhentet flere tilbud, er det kun 20 %, der fandt det meget let, mens halvdelen fandt det nogenlunde let. 20 % fandt det svært i forskellige grad. 44 % oplever processen som ved andre større boligændringer og i denne gruppe er der et udbredt ønske om at gøre sammenligning af tilbud lettere. Mere ensartede opgørelser af energibehovet for samme hus ønskes af 25 % af alle kunder og af 33 % af kunderne, der sammenligner med større boligændringer.

Anlæggets pris er som forventet for de fleste. Der er udgifter, som kommer bag på mange husejere, fx behovet for ny eltavle og andet elarbejde.

Det er kun 45 % af de interviewede, der kender Varmepumpelisten. Hver 3. boligejer savner anmeldelser og sammenligninger af varmepumperne, og blandt disse er Varmepumpelisten kendt af 55 %, mens 45 % ikke kender den eller ikke ved, om de kender listen.

89 % synes, at varmepumpen fungerer som forventet eller bedre end forventet, mens 12 % er havnet i en lidt fastlåst situation med vedvarende driftsproblemer og/eller utilstrækkeligt med varme, og i denne gruppe er der tillige flere end gennemsnittet, der har betalt mere end tilbudsprisen for arbejde, som der er givet tilbud på.

Projektgruppen: Vibeke Andersen, Green Lab Brugerinnovation (projektleder), Lars Abel, Varmepumpefabrikantforeningen, Søren Rise, TEKNIQ, Claus Schøn Poulsen, Teknologisk Institut, Christian Jarby, Det Økologiske Råd og Ole Alm, SEAS-NVE.

Materialer