Nyt anti-fouling system kan forebygge energitab og større driftstab fra varmevekslere
Et nyudviklet og patenteret anti-fouling system kan energieffektivere pladevarmevekslere og spare op til 15 % af energitabet på røggaskondensatoren på Randers kraftvarmeværk.
Hen over fyringssæsonen ophober en belægning sig på pladevarmevekslere i røggaskondensatoren på det træflis-fyrede kraftvarmeværk i Randers. Belægningen (også kaldet fouling) reducerer varmeledningsevnen og virkningsgraden for energigenindvinding.
FoulingCure ApS har udviklet og patenteret et nyt anti-fouling system for pladevarmevekslere. Dette nye system kan afhjælpe belægningen og dermed øge energieffektiviteten på kraftvarmeværket og spare op til 15 % af energitabet på røggaskondensatoren.
Systemet er nyskabende ved at forebygge problemet med fouling ved at skylle pladevarmeveksleren imens den er i fuld drift og uden større driftstab.
Test i fuld skala
Testen skal vise, om fouling helt kan undgås ved at bibeholde den gode afkøling af røggaskondensatet, som opnås ved rene vekslerplader. Hvis det lykkedes, bliver vekslerne selvrensende og bibeholder effektiviteten. Det kan give store økonomiske og energimæssige besparelser. Målet er at eliminere et energitab på røggaskondenseringsanlæg med 15 % svarende til 15.000 MWh årligt.
Randers kraftvarmeværk blev taget i brug i 1982 og er siden blevet ombygget en række gange. Røggaskondensatoren blev taget i brug i 2010, da værket blev bygget om fra at fyre med kul til træflis. Værkets to kedler har i dag en effekt på 2x95 MW. Ombygning, forberedelse og installering af FoulingCure-systemet på de eksisterende pladevarmevekslere skete i februar 2020 og monitoreres i de efterfølgende 3-4 måneder.
Fra service til digital styring
En sideeffekt af implementering af FoulingCure-systemet er, at vedligehold på vekslerne ændres fra at de skal serviceres med jævnlige intervaller til at overvåge dem ved hjælp af en digital styring og datoopsamling. Overvågning på temperaturerne på fjernvarmevandet og røggaskondensatet samt masseflow ind og ud af veksleren gør, at man kan regulere rensning, hvis temperaturen ændrer sig i stedet for at stoppe og servicere anlægget.
Projektet ledes af Steen Petersen fra FoulingCure og udføres i samarbejde med energikoncernen Verdo.