Ny mikroventilation integreret i facaden reducerer energiforbruget

Projektresultat
351-016_foto

Ventilationsløsning integreret i vinduesåbningen. Foto: Projektet.

Det nyudviklede boligventilationskoncept med mikroventilation i facaden bliver renoveringsvenlig, energieffektiv og prisbillig, og vil sikre et godt indeklima i lejligheden.

Projektet har udviklet mikroventilationsløsninger med varmegenvinding til eksisterende og nyt etagebyggeri. Løsningerne kræver ikke et omfattende kanalsystem til indblæsning og udsugning, men skal opfattes som en komplet selvstændig løsning pr. lejlighed.

Nyt forbedret produkt
Der er udviklet et nyt produkt til indbygning i vinduesåbningen, f.eks. lige over vinduet. Produktet indeholder udvendig skærm og drypnæse, som kan leveres i samme RAL-farver som vinduet. Desuden er der lavet et nyt indbygningsprincip til indre baderum uden ydervæg.

Der er udviklet nye og forbedrede algoritmer for håndtering af kraftig vind på bygningen, hvor vinden kan give store differenstryk forskellige steder på bygningens facader. Algoritmen kompenserer for vindens påvirkning og lukker delvist af ved høje vindhastigheder for at undgå ubalance i indgående/udgående luft i hver enhed, som eller kunne give trækgener og reduceret varmegenvinding.

Læs også artikel i Installatør om projektet

Emhætten styres individuelt
Emhætten i lejligheden har udsugning gennem det eksisterende aftrækskanalsystem, men kun når beboeren vælger det f.eks. ved madlavning. Styringen sørger for at erstatningsluften til emhætten fordeles jævnt mellem mikroventilationsenhederne, undtagen i baderum/toilet. Derved bliver luften forvarmet bedst muligt.

Energibesparende løsning
Produktet MicroVent fra ventilationsvirksomheden InVentilate er en særdeles energibesparende løsning.

Der er påvist årligt forbrug og varmetab ved forskellige løsninger i en lejlighed på 100 m2:

  • MicroVent: El 90 kWh og varme 371 kWh
  • Decentralt aggregat - BR18-krav: El 250 kWh og varme 741 kWh
  • Centralt anlæg – BR18-krav: El 300 kWh og varme 1000 kWh

Testet i boliger
Mikroventilationsløsningerne bliver testet i 4 eksisterende etageboliger. Før installation af den nye løsning er der målt lufttemperatur og relativ luftfugtighed i alle rum i lejligheden igennem flere måneder ved hjælp af minidataloggere.

Efter installation af den nye løsning gentages målingen over en periode på minimum 1 måned og der gennemføres et mindre antropologisk studie over beboertilfredshed. Herved kan før- og efter-situationen sammenlignes og evalueres.

Projektet er udviklet i et samarbejde mellem InVentilate, Teknologisk Institut, Printtronic Struer A/S og Enside.

Projektet slutter ultimo januar 2022 og herefter kan alle læse om resultater i slutrapporten på elforsk.dk.

Materialer