Ny og forbedret version af værktøjet Motor System Tool (MST) til systemoptimering

Projektresultat
Tandhjul

Foto:Pixabay

Der findes betragtelige energibesparelsespotentialer ved at dimensionere elmotordrevne maskinsystemer rigtigt fra start. At dimensionere maskinsystemerne rigtigt fra start betyder, at der foretages rigtige valg og sammensætning af komponenter (applikationer, transmissioner, motorer og styrings- og reguleringsudstyr) fra start.

Af seniorspecialist Claus Martin Hvenegaard, Center for Energieffektivisering & Ventilation, Teknologisk Institut, Taastrup, cmh@teknologisk.dk

I Den store Blå om systemoptimering er der foretaget en grundig kortlægning af elforbruget til motordrevne maskinsystemer samt en vurdering af det tekniske besparelsespotentiale ved systemoptimeringen. I Den store blå om Systemoptimering ses, at det samlede besparelsespotentiale er opgjort til 1.200 GWh svarende til 19 % af det nuværende elforbrug til motordrevne maskinsystemer i industrien eller 15 % af industriens nuværende elforbrug. Det er et ganske betragteligt besparelsespotentiale.

For at kunne realisere dette store energibesparelsespotentiale er det nødvendigt at have et velegnet værktøj. I tidligere ELFORSK projekter blev der udviklet et avanceret men stadig meget brugervenligt værktøj til systemoptimering. Efterfølgende blev det dog vurderet, at der var behov for en videreudvikling og optimering af værktøjet, da der bl.a. kun var mulighed for at indtaste relevante data for applikationerne ventilatorer, pumper og anden motordrift. På motorområdet var der endvidere sket en rivende udvikling, som burde adresseres i værktøjet. 

I et netop afsluttet ELFORSK projekt er værktøjet blevet komplet, da det nu kan håndtere alle de væsentlige applikationer der findes i industrien. Værktøjet kan således nu også håndtere trykluftkompressorer, kølekompressorer og hydraulikpumper.

Den avancerede energiberegnerdel i værktøjet er blevet videreudviklet således at den kan håndtere de forskellige reguleringsformer der benyttes i før og efter situationen. Det drejer sig om de typisk anvendte reguleringsformer for de forskellige applikationer.

Endelig kan værktøjet nu foruden asynkronmotorer og permanentmagnet motorer også håndtere motorer med synkron reluktans (typiske betegnelser SRM eller SynRM), som er en relativ nye teknologi inden for elmotorer. 

I værktøj til systemoptimering skal der indtastes data for belastning/applikation, transmission samt motor og styring. For applikationen indtastes de relevante data. I dette tilfælde data for en trykluftkompressor, hvor der indtastes tilgangstryk, afgangstryk, flow og adiabatkonstant (normalt 1,4). Beregningen af virkningsgraden er baseret på samhørende data for flow, hastighed og effekt-optag (P1).

download af værktøjet 

Værktøjet har opnået international opmærksomhed via papers og workshops afholdt på bl.a. EEMODS elmotorkonferencer og flere end 1.000 unikke downloads af den engelsksprogede version (The MST-Tool) taler for sig selv. Se mere på: motorsystems.org   

Værktøjet kan downloades her: motorsystems.org/motor-systems-tool

Projektet blev finansieret af ELFORSK programmet og blev udført fra 1. maj 2016 til 31. maj 2019. Følgende virksomheder deltog: Teknologisk Institut, AURA Rådgivning A/S, ABB A/S, Danfoss Power Electronics A/S, Nidec Industrial Automation Denmark A/S, Pressalit A/S og LEGO System A/S.