Ny App viser hvor grønt danskernes elforbrug egentligt er

Projektresultat
Smart-pære som viser hvor grøn strømmen er, 351-053

På kontoret hos Tomorrow viser en smart-pære hvor grøn strømmen er, og giver en indikation af et godt tidspunkt at bruge strøm på med et lille klimaaftryk. Foto: Tomorrow

Ny App skal vise danskerne hvor grønt deres elforbrug er og give os mulighed for at handle så vores elforbrug bliver grønnere og dermed mindsker vores klimaaftryk.

Tomorrow arbejder ud fra tesen om at viden er nøglen til at løse klimakrisen. For der er stadig mange danskere, som er i tvivl om, hvad der er klimavenligt eller klimabelastende, hvad vores eget klimaaftryk egentlig er og hvad vi kan gøre for at reducere vores klimaaftryk. 

For at være klimaneutrale i 2050, kræver det at vores samfund er fuld elektrificeret, og at elektriciteten er grøn. 

Danskerne vil gerne være grønnere. Med den nye North-App og adgang til viden om klima får danskerne værktøjer, så de kan handle

Hos Tomorrow ved de at elforbrugerne gerne vil være grønnere. Derfor søgte de midler hos Dansk Energis ELFORSK-pulje til at udvikle en ny App, som skal gøre det nemmere for alle danskere at finde ud af hvor grønt deres elforbrug egentligt er og hvordan det kan blive grønnere.

De forventer at en brugervenlig App og adgang til viden om klima gør danskerne mere opmærksomme på deres ansvar i klimakrisen, og giver dem de rette værktøjer, så de kan handle.

Tomorrow har finpudset deres nye App North, hvor danskerne kan koble de services, de allerede bruger, for at forstå deres klimaaftryk. Den nye App er tilgængelig i App Store og Google Play i en beta-version.

Næste fase er at integrere alle danske elmålere i den nye App, som sker gennem Energinets nylancerede API. Herefter skal det gøres muligt for alle danskere at se, hvor grøn strømmen er de næste par timer, og gennem integrationer med smart home udstyr, automatisk at styre sit eget elforbrug grønnere. 

Tomorrow bygger videre på en kæmpe succes

Tomorrows første projekt blev startet for snart 4 år siden, og er i dag kendt som electricityMap. Det er verdens største database af realtid klimaaftryk fra el, og i dag kan enhver se på electricityMap, hvor grøn strømmen er. ElectricityMap har vist sig at være en kæmpe succes. Der er millioner af besøgende hvert år, og den bliver brugt i politiske og offentlige debatter.

ElectricityMap er verdens største database af realtid klimaaftryk fra el, og besøges hvert år af millioner

I dag bruges electricityMap af store og små virksomheder, så de kan bruge el på det helt rigtige tidspunkt. For eksempel kan man oplade en elbil på et bedre tidspunkt, hvis man ved hvor grøn strømmen er i fremtiden. For nogle virksomheder har det betydet, at de reducerer helt op til 30 pct. af deres klimaaftryk fra el, hvis de har mulighed for at være fleksible.