Bump på vejen i den grønne omstilling

Projektresultat
352-001_foto2

Anlægget på Silergården i Brøndby Strand. Foto: COWI A/S

Praktiske erfaringer med driften af grønne energianlæg gennem etablering af et hybridanlæg i en almen boligafdeling viser sig at have flere bump på vejen.

I en mindre del af den almene boligafdeling Silergården i Brøndby Strand er et innovativt energianlæg med solceller og batterilagre klar til at blive sat i drift. Praktiske erfaringer med driften af det grønne energianlæg skal indsamles, før beboerne senere skal tage stilling til, om en helhedsplan skal suppleres med en grøn elproduktion fra alle boliger i boligafdelingen.

Erfaringerne fra processen med etableringen af anlægget har afsløret, at der for denne type projekter findes flere væsentlige bump på vejen i den grønne omstilling af almene boligafdelinger.

En af årsagerne er, at lovregler og regulering er komplekse. Der synes at være plads til forbedringer. Det er bureaukratisk at etablere energifællesskaber og kun muligt med vedholdende arbejde og tålmodighed. 

En fordel for elnettet
Hybridanlægget omfatter 149 boliger, fordelt på rækkehuse og etageboliger. I det oprindelige projektdesign var det forudsat, at solcellerne på bygningerne også skulle kunne udnyttes gennem én samlet installation som inkluderede områdets højhus og fællesbygning, men det har ikke været muligt, fordi det ikke er i overensstemmelse med den nugældende lovgivning og regler (Elforsyningsloven og Elafgiftsloven) samt den gældende praksis på området.

For at kunne dokumentere effekterne i netbelastningen før og efter etablering af hybridanlægget har Radius Elnet etableret fælles "virtuelle" målepunkter i hver af de i alt 5 netstationer, som indgår i forsyningen af den samlede bebyggelse. Effekttrækket i henholdsvis pilotområdet, hvor hybridanlægget er tilsluttet, kan holdes op imod effekttrækket fra de øvrige lejemål i bebyggelsen.

Tilskyndelse gennem en variabel nettarif
Resultatet af en tilskyndelse til at flytte forbruget via en variabel nettarif kan på den måde evalueres sammen med de øvrige fordele ved det installerede hybridanlæg. Tesen er, at hvis beboerne tilskyndes via oplysning om økonomiske og miljømæssige fordele, vil de være mere motiverede til at flytte deres forbrug til tidspunkter, hvor netbelastningen er mindre. Sammen med effekterne fra en intelligent styring af de stationære batterier er det hypotesen, at belastningen af det lokale elnet vil blive minimeret væsentligt. Dette belyses i projektet.

Oprindeligt havde projektgruppen forventet, at Forsyningstilsynet på baggrund af en ansøgning, kunne opnå tilladelse til gennemførelse af et forsøg med kollektiv afregning af netbetalingen, men projektet har fået afslag på ansøgningen. Den økonomiske effekt af at have en kollektiv afregning kan derfor kun simuleres – rent økonomisk og projektet arbejder derfor kun videre med denne model.
 

artikel og film om demonstrationsprojektet i Silergården

Flere bump på vejen…
I den praktiske gennemførelse af pilotprojektet er BO-VEST stødt på flere komplicerende og fordyrende bump på vejen i form af specifikke krav til udformning af anlægget og betingelserne for at nettilslutte det klimavenlige energianlæg. Pilotanlægget er placeret på en del af Silergårdens ene af to matrikler. Lejlighederne er forsynet fra én transformatorstation via 18 kabelskabe. Hybridanlægget skal som konsekvens af gældende praksis opdeles i 18 separate hybridanlæg i stedet for ét samlet anlæg med et stort fælles batteri. Hvis det havde været muligt at etablere et fælles hybridanlæg, ville det rent el-teknisk kunne gøres meget mere enkelt og dermed også billigere for beboerne og samfundet. Det ville også gøre det muligt i større omfang at levere fleksibilitet til driften af elnettet.

Et andet bump er den manglende mulighed for at anvende nyinstallerede afregningsmålere til intern opgørelse af forbrug og fordeling af udgifter. Netselskabet har i dag ikke mulighed for at tilbyde leje af elmålere til andet end afregning af slutkunder.

Der er nu installeret nye bimålere. Det har kostet op mod 3.000 kr. pr. bolig. Hvis det var muligt fortsat at anvende elmålerne som netselskabet har bekostet ville det gøre det mere enkelt for forbrugerne at træde ind i energifællesskabet.

Alternativt kunne der ses på lovgivningsmæssige løsninger, hvor netselskabets måler-opgave blev bevaret bag hovedmåleren for medlemmerne af energifællesskabet. Forslag og ideer som dette vil blive opsamlet som en del af projektet.

Slutteligt har boligorganisationen måttet afklare, hvordan den nye fælles elforsyning med el fra solcelleanlægget og BO-VEST's fælles elindkøb skulle organiseres.

Hvem vil være med?
BO-VEST blev anbefalet at indhente tilmeldinger fra beboerne i de 149 boliger. I praksis viste det sig at være en stor opgave at indhente 'ja-tak til grøn strøm til en lavere pris end i dag'. Dette til trods for at der er omdelt nyhedsbreve, afholdt gårdmøder og gennemført mange individuelle besøg hos lejere med spørgsmål til den fremtidige grønnere elregning.

Det lykkedes BO-VEST at få ca. 90 boliger med til at takke ja i første omgang. De øvrige lejemål er, med anvisninger fra netselskabet, tilsluttet via separate tilslutningsledninger. Det har betydet en ekstra investering på ca. 600.000 kr. og en forringelse af det beboerøkonomiske resultat. De resterende beboere har mulighed for at melde sig ind i energifællesskabet. Nye lejere takker via en bestemmelse i lejekontrakten ved indflytning ja-tak til lokalt produceret grøn strøm. Alle lejere betaler til det nye solcelleanlæg over huslejen, men bevarer deres ret til frit at vælge elleverandør. Det er særligt enkelt i dette pilotprojekt hvor der er etableret ekstra tilslutningsledninger netop til dette formål.

Grøn beboerøkonomisk fordel på trods
COWI’s opdaterede beregning af det beboerøkonomiske resultat af pilotanlægget viser, at det fortsat er en fornuftig forretning for beboerne i Silergården at bidrage til den grønne omstilling. Alle beboere får del i driftsresultatet fra det etablerede hybridanlæg. Beboere, der får grøn strøm i kontakterne, betaler elregningen via boligafdelingens administration i BO-VEST.

Samarbejdspartner
Etablering af hybridanlægget bliver støttet økonomisk med midler fra Landsbyggefondens Energi-demonstrationspulje. I tillæg hertil støttes projektet med ELFORSK-midler, der administreres af Dansk Energi, hvor Radius Elnet, Lithium Balance, KAB-Bolig, BO-VEST, Kommunikationsbureauet Rubrik og COWI A/S skal afdække de lovgivningsmæssige og regulatoriske rammer, der gælder for energifællesskaber – i praksis.

Projektet slutter i efteråret 2022, hvor erfaringerne og resultaterne kan findes på elforsk.dk