Brugere får kontrol over deres egen belysning

Projektresultat
Adaptiv lysstyring

Fremover kan belysning blive styret i de enkelte rum efter skiftende behov.

Kombinationen af LED-belysning med internet-opkobling og intelligent software kan give energibesparelser og bedre lysforhold.

I dag foregår styring af elektrisk lys typisk ved, at man tænder og slukker for kontakter. Hvis det skal være en anelse mere avanceret, kan man skrue op og ned for lysstyrken i lamperne. Disse simple løsninger, der også omfatter central styring af belysning, begynder nu – takket være LED-pærer, digitalisering og The Internet of Things (IoT) – at få selskab af præcis lysstyring tilpasset brugernes skiftende behov. 

- Næste generation styring af lys i bygninger inddrager borgere/mennesker/brugere og kan give store elbesparelser for familier og virksomheder, siger lektor Kjell Yngve Petersen fra IT Universitet i København på baggrund af det projekt, der modtager ELFORSK Prisen 2018 på Energiens Topmøde. 

IT Universitetet har i sine lokaler på Amager testet en masse lys-løsninger med sensorer og internetopkoblede LED-lyskilder og den software, der fremover kan være med til at give brugerne det lys, de foretrækker til konkrete situationer. Resultaterne af projektet indgår allerede i undervisningen af arkitekter og lysdesignere på IT Universitetet og hos en af partnerne: Det Kongelige Danske Kunstakademi, Skolerne for Arkitektur, Design og Konservering (KADK).

- Hver eneste lampe i en bygning er noget for sig selv og kan indgå i en smart brugerdrevet styring på samme måde, som man kan gøre med energieffektiv styring af klimaanlæg for hvert enkelt rum. Belysning og ventilation er oplagte partnere her, hvor vi skal sikre, at bygninger får en mere bæredygtig drift, siger Kjell Yngve Petersen.

Smart styring kræver, at bygninger bliver udstyret med en it-infrastruktur, som den ELFORSK-projektet har udviklet, og som på rumniveau tager højde for bl.a. lysforhold, dagslys og skiftende brugsmønstre. Kjell Yngve Petersen håber, at kommunerne vil tage mulighederne for at skabe disse lokale og selvjusterende systemer til sig, når de bygger nye folkeskoler og renoverer mange af de gamle. Hvis skolerne bliver IoT-ready, kan de blive showcases for en fremtid, der ifølge lektoren står lige for døren.

- Foreløbig er der aftaler med tre folkeskoler i København om at afprøve dynamisk lys i forbindelse med renoveringer, oplyser han.

IT Universitetets udvikling af software og designløsninger matcher den eksponentielle udvikling, lysvirksomheder som Philips og Louis Poulsen har taget hul på ved at indbygge små computere i deres lysløsninger. 

Alt bliver forbundet. Alt kan styres over Internettet. 

- Samtidig er de internationale normer og standarder, der kan sikre en god kvalitet, ved at være på plads, oplyser Kjell Yngve Petersen.

Flere af de øvrige partnere i projektet, Spektra LED, Creasign, Sweco, Fagerhult og

Jesper Kongshaug Architectural Lighting, arbejder nu alene eller sammen med nye partnere videre med de høstede erfaringer.

- Teknologien er på plads. Næste skridt bliver at få den implementeret i bygninger, så vi kan anskueliggøre, hvilke kvaliteter det kan give for eksempel i relation til energibesparelser og trivsel, siger Kjell Yngve Petersen.

Læs mere på energiforskning.dk under ELFORSK-projekt nr. 347-033.

Emner

Emner

Materialer