Klimavenlige varmepumper på vej

Varmepumper
Grøn energi verden

Et projekt støttet af Miljøstyrelsen har udviklet nye varmepumper, der er mere energieffektive, og som bruger naturlige kølemidler i stedet for klimaskadelige HFC-gasser.

- Projektet er lykkedes med at udvikle to nye mere energieffektive og klimavenlige typer af varmepumper til brugsvand i private boliger. Hvis de to produkter kan kommercialiseres i større skala, kan projektet være med til at påvirke hele markedet henimod salg af flere klimavenlige varmepumper, siger Toke Winther, AC-teknikker Miljøstyrelsen og tilføjer:

- Potentialet er stort, for regeringen har et mål om at være CO2-neutrale i Danmark i 2050. Og skal vi nå målet, har vi brug for at teknologiudviklingen tager yderligere fart – også inden for produktion af varmepumper.

Vesttherm, der er med i projektet, har i dag ca. 35 ansatte. Virksomheden har tidligere - sammen med Teknologisk Institut - vundet ELFORSK-prisen i 2015 for udviklingen af energivenlige varmepumper til brugsvand i private boliger.