ELFORSK-penge skaber innovation i havne, industrier og på veje

BEVILLING
Visualisering Hirtshals Havn

Aalborg Universitet skal gennem intelligent dataanvendelse sikre grøn udvikling på Hirtshals Havn. Udviklingen skal ske med udgangspunkt i havnens eksisterende virksomheder og den lokale energiforsyning. Foto: Hirtshals Havnefond

Tre projekter, der skal være med til at effektivisere energiforbruget gennem digitalisering og sektorkobling, har netop modtaget tilsagn om støtte fra ELFORSK-programmet. Projekterne får tilsammen et tilskud på 20 mio. kr.

Optimering af industrier gennem machine learning, intelligent udnyttelse af data på havnen i Hirtshals og et digitaliseret samspil mellem transport og elnet.

Sådan lyder de tre overskrifter for modtagere af i alt 20 mio. kr. i støtte fra ELFORSK-programmet, der administreres i et samarbejde mellem Green Power Denmark og Energistyrelsen.   

Susanne Juhl, der er formand for ELFORSKs advisory board, fremhæver, at ELFORSK med midlerne for 2022 har valgt at fokusere på projekter, som anvender og udvikler innovation inden for data, digitalisering og sektorkobling på tværs af værdikæder.  

Mange data findes allerede, men det er vigtigt, at vi bliver bedre til at bruge dem blandt andet ved hjælp af kunstig intelligens. Udvikling af digitale værktøjer – blandt andet rettet mod en stadig mere elektrificeret transportsektor, industri og opvarmning – kan åbne muligheder for øget fleksibilitet i elnettet og spare netkunderne og samfundet for betydelige omkostninger, siger Susanne Juhl.

ELFORSK-puljen har eksisteret siden 2002, men med 2022-bevillingerne, der er hentet på finansloven, er der indført nye procedurer og formålsparagraffen er ændret. ELFORSK har nu til formål at fremme effektiv energianvendelse og fleksibilitetsløsninger inden for el og energi via data, digitalisering og sektorkobling i overensstemmelse med miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) peger i en pressemeddelelse på, at sektorkobling og energieffektivisering måske ikke er lige så klare billeder på den grønne omstilling som vindmøller og solceller:

– Ikke desto mindre er det to helt centrale dele i den klimamosaik, som vi er ved at lave i Danmark – og derfor er det kun godt nyt, at der er flere midler på vej, siger Lars Aagaard.

Ved fristen i september havde 12 projekter søgt om i alt 60,57 mio. kroner. Ud af disse er der givet tilsagn om tilskud til tre innovative løsninger:

Optimering gennem machine learning
Med Viegand Maagøe i spidsen skal et af projekterne introducere machine learning i flere danske industrivirksomheder. Machine learning-teknologi har et stort potentiale for at optimere industrielle processer, men mulighederne, som teknologien tilbyder, udnyttes ikke i dag. Projektet vil derfor påvise dette potentiale – og på den måde accelerere brugen og udbredelsen af machine learning i dansk industri.

Intelligent anvendelse af data
I et andet projekt vil Aalborg Universitet gennem intelligent dataanvendelse sikre grøn udvikling på Hirtshals Havn. Det skal ske med udgangspunkt i havnens eksisterende virksomheder og den lokale energiforsyning. Projektet har blandt andet fokus på Power-to-X, carbon capture samt ny energiforsyning til havnen baseret på vedvarende energikilder.

Digitalisering og elektrificering af transport
I det tredje projekt skal DTU undersøge, hvordan digitalisering og elektrificering af transport påvirker distributionsnettet. Efterfølgende vil projektet udvikle konkrete værktøjer til at løse udfordringer forbundet hermed og på den måde facilitere adfærdsændringer inden for transportsektoren, der potentielt vil medføre betydelige samfundsgevinster.

ELFORSK-puljen åbner nyt kald i 2. kvartal 2023. Følg med her på www.elforsk.dk