Fleksibel anvendelse af strøm fra solceller i Mollerup Golf Club

Projektperiode: 2019 - 2021
Bygninger

Mollerup Golf Club. Foto: Jonas Fotografi

Demonstration af energieffektiv og fleksibel anvendelse af strøm, når der medtages egenproduktion og energilagring i forhold til jordvarmeanlæg, lokaler, adfærd og opladning af buggies.

Projektet har demonstreret fleksibel anvendelse af strøm fra solceller i en golfklub.

Projektbeskrivelse

Projektet vil nedbringe køb af strøm og gøre anvendelsen af strøm fleksibel. En væsentlig del af forbruget i golfklubber, og ikke mindst opladning af buggies, ligger på tidspunkter, hvor solcellerne ikke producerer strøm. Der er derfor behov for at lagre strømmen med et batteri, så den kan bruges i aften og nattetimerne. Der forventes en 75 % udnyttelsesgrad af den producerede strøm fra solcellerne.

Demonstrationen skal være forgangsprojekt for, hvordan et energieffektivt elforbrug i en bygning ligger i fremtiden, når der medtages egenproduktion af strøm, fleksibel anvendelse med energilagring i forhold til til jordvarmeanlæg, lokaler, adfærd og opladning af buggies.

Resultat

Projektet har resulteret i en række ’findings’:

Finding # 1: Dimensionering af solcelleanlæg (kapacitet) ift. Behov
Ved FASS projektets start stod det klart, at det planlagte solcelleanlægs kapacitet (formentlig) var for lille til at skabe den nødvendige overskudsproduktion til lagring på batteriet. For at undgå en lang udbudsproces valgte Mollerup Golf Club at starte med det planlagte anlæg. Anlægget er blevet udvidet i juli 2021.

Det kan konkluderes, at det er vigtigt at regne på forbrug i dagtimer og aftentimer før kapacitet fastlægges.

Finding # 2: 75 % besparelse nås ikke
Ved projektstart var det estimeret, at der ideelt set kunne opnås en besparelse på op til 75 %. Dette forudsatte, at klubbens samlede forbrug indgik i projektet og at kapaciteten (solcelleanlæggets størrelse) var til stede.

Som det fremgår andetsteds i rapporten, har køkkenet fået egen hovedmåler, hvorfor ca. 1/3 af det oprindelige forbrug udgår og nu afregnes som processtrøm. Projektet har undersøgt, hvorvidt det var muligt at tilkoble anlægget til mere end en hovedmåler, men resultatet er negativt.

Vores konklusion er, at ønsker man politisk en større overgang til grøn strøm, bør denne forhindring fjernes.

Finding # 3: Effektivitet og juridiske udfordringer
FASS-ansøgningen er alene baseret på strømforbruget i Mollerup Golf Clubs klubhus. Klubben har imidlertid også en greenkeepergård, som er beliggende ca. 80 meter fra hovedbygningen. Greenkeepergården ligger på en anden matrikel og har egen hovedmåler. I projektet har vi undersøgt, hvorvidt det var muligt at inddrage greenkeepergården. Det har vist sig ikke at være muligt, da vi ikke har lov at eksportere strøm fra vores egen matrikel.

Vores konklusion er, at ønsker man politisk en større overgang til grøn strøm, bør denne forhindring fjernes.

Finding # 4: Bæredygtighedsregnskab (CO2 besparelse)
Mollerup Golf Club har opnået kommunalt tilskud til anskaffelse af såvel solcelleanlæg som batteri. Uden disse tilskud ville det ikke have været muligt for klubben at gennemføre projektet. Det er således et godt samarbejde mellem kommunale myndigheder og private aktører, som har banet vej for et mere bæredygtigt energiforbrug.  Aarhus Kommune har en målsætning om at være CO2 neutral i 2030 og ser projektet som et godt bidrag fra idrætslivet til denne strategi.

Rentabilitet og besparelse
2020 og 2021 har – grundet Corona situationen - været atypiske hvad angår aktiviteter i klubhuset, hvorfor beregningerne på basis af 2020 og 2021 ikke vil give et retvisende billede af et normalt forbrug.

Det anslås på baggrund af tal fra 2020 -, at batteriet kan give en årlig besparelse på klubstrøm på ca. 2.000 kWh., svarende til ca. 4.500 kr. Såfremt det bliver muligt at tilkoble køkkenet, er overslaget følgende årlige besparelse: 4000 kWh, svarende til ca. 9.000 kr.

Beregningerne bygger på forbrugstal fra 2020 (atypiske) og på strømproduktion fra nuværende solcelleanlæg. En udvidelse af solcelleanlægget og normalt forbrug i klubhuset vil derfor forbedre rentabiliteten.

Anbefalinger
Projektets partnere har i projektet gjort en række erfaringer vedr. energibesparelse i en golfklub. Erfaringerne bygger på interne analyser i golfklubben og erfaringsopsamling fra lignende cases og perspektiverne retter sig derfor primært mod andre golfklubber, men kan også nyttiggøres af andre virksomheder med en lignende profil.

En driftsøkonomisk kalkule skal afveje prisen på købt strøm ift. mulig besparelse ved solcelleanlæg og batteri. Det er derfor ikke realistisk at opstille en præcis formel, men man skal – før man investerer – sikre sig valide data for bl.a. følgende:

  • Hvad er strømforbruget før investering?
  • Hvor meget af strømforbruget ligger i aften- og nattetimerne?
  • Er der forbrug, der med fordel kan flyttes?
  • Hvad er forventet andel af egenproduceret strøm efter investering?
  • Hvad er return-on-investment?

Samlet forbrug og forbrug på timebasis
Hvor stort er strømforbruget uden for solcelleanlæggets produktionstid? En batteriløsning kan være interessent som supplement til et solcelleanlæg, såfremt en væsentlig del af klubbens strømforbrug ligger udenfor dagtimerne. Start derfor med en analyse time for time af strømforbruget.

Kan forbrug flyttes?
Er der forbrug, som med fordel kan flyttes til aften- og nattetimer? En golfklubs aktiviteter (= afledt strømforbrug) er præget af vekslende aktiviteter, der kun til en vis grad er styrbare. Konkret drejer det sig eksempelvis om opladning af buggies. Mollerup Golf Clubs medlemmer har 25 buggies opstaldet og klubben råder selv over 4 buggies. Disse kører typisk i dagtimerne og bliver sat til opladning sidst på dagen, når solcelleanlæggets produktion er for nedadgående. En batteriløsning er derfor en oplagt mulighed til at energioptimere denne del af strømforbruget.

Forventet andel af egenproduceret strøm
Hvor stort et solcelleanlæg kræves for at en batteriløsning kan fungere optimalt? Da det ikke længere er rentabelt at sælge overskudsproduktion til elselskabet, er der som forbruger ikke incitament til at opstille større solcelleanlæg, end produktionen kan bruges i dagtimerne. Overkapacitet er ikke rentabel, med mindre overskudsstrømmen kan lagres og anvendes efter solnedgang. Det er derfor vigtigt at analysere, hvad det forventede forbrug er i dagtimerne (direkte forbrug).

Projektet Mollerup Golf Club var projektleder og VisBlue deltog i projektet, som sluttede i august 2021.

Mere information

Projekt nummer

351-066

Projektansvarlig
Mollerup Golf Club

Dokumenter

Projektdeltagere

Visblue Aps

Økonomi

Bevillingsår
2019
Tilskud
Kr. 210.000
49%
Egenfinansiering
Kr. 215.000
51%
Total budget
Kr. 425.000
Timer
560