Energirigtig bygningsautomation - Fase 1

Projektperiode: 2008 - 2009
Bygninger
Kontorbygning aften

Foto: Pixabay

Projektgruppen anbefaler, at der udvikles et indeks mellem brugertilfredshed med indeklimaet og energiforbruget som et middel til en samlet optimering af bygningens ydeevne.

Projektbeskrivelse

På grundlag af målinger og brugerinterviews formuleres krav til energirigtig bygningsautomation. Målet er at sikre et godt indeklima med lavere energiforbrug gennem behovsstyring af varme, køling, ventilation og belysning m.v. Dette forprojekt skal forberede en senere demonstration i et repræsentativt nybyggeri

Resultat

Projektets målinger og simuleringer viser, at den danske standard DS 474’s krav til indeklimaet kan overholdes, når setpunkter for opvarmning og især køling sættes efter temperaturniveauet i den valgte indeklimaklasse.

Selv om der kan opnås energibesparelser ved at slække på kravene til indeklimaet, bør indeklimaet som minimum leve op til klasse C for at tilgodese brugerne.

Projektgruppen anbefaler, at der udvikles et indeks mellem brugertilfredshed med indeklimaet og energiforbruget som et middel til en samlet optimering af bygningens ydeevne.

Større kontorbygninger bør opdeles i klimazoner på højst 100 m2 , bl.a. fordi det gør det muligt at optimere bygningsautomationsløsningen i forhold til facadeudformning og –orientering. Andre væsentlige elementer til at optimere energianvendelsen er indkøb af energieffektivt udstyr, lysregulering og mulighed for individuel styring af indeklimaet.

Dette projekt udgør første fase i udvikling og udbredelse af energirigtig bygningsautomation. Resultaterne fra denne første fase har projektgruppen operationaliseret i foreløbige anbefalinger for god praksis for optimeret og energirigtigt bygningsdesign og –automatik. Det er projektgruppens mål at kunne optimere og demonstrere disse anbefalinger i en eller flere demonstrationsbygninger, men det afhænger af, om projektgruppen kan opnå støtte til en sådan anden fase.

Den foreløbige udgave af anbefalingerne er inddelt i tre trin og er integreret i projektets slutrapporten. Jo tidligere rådgivere og bygningsautomationsfirmaer involveres i beslutningsprocessen for større nybyggerier, jo bedre muligheder for at optimere sammenhængen mellem bygningsdesign, automatikkomponenter og styringsstrategier.

I det første trin fokuseres på at reducere bygningens energibehov med hovedvægt på udformning af bygningen. I det næste trin skal bygningens energiforsyning sikres på den mest effektive og hensigtsmæssige måde, og hovedvægten er her lagt på valg af de rigtige bygningsinstallationer. I det tredje trin skal elanvendelsen i bygningen effektiviseres, og her ligger hovedvægten på komponenter til bygningsautomation, energieffektive indkøb af apparater og udstyr samt mulighed for individuel styring af indeklimaet.

Slutrapporten indeholder desuden projektgruppens anbefalinger for optimeret styring og styringsstrategi og anvisninger for god praksis for Intelligente Bygnings Installationer (IBIsystemer) samt for energieffektivisering af elforbrug til IT-serverrum og køling/ ventilation.

Projektet var nomineret til ELFORSK Prisen 2011.

Mere information

Projekt nummer

340-004

Projektansvarlig
COWI A/S

Projektdeltagere

BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet
DTU Byg
TAC A/S

Økonomi

Bevillingsår
2008
Tilskud
Kr. 999.080
73%
Egenfinansiering
Kr. 373.200
27%
Total budget
Kr. 1.372.280
Timer
2.000