Energimærkning af industrielle produkter - udvikling af metodebeskrivelse og demonstration på fabriksfremstillede køleunits - chillere

Projektperiode: 2005 - 2007
Industri
Chiller

Udvikling af en dansk energimærkningsordning af chillere. 

Undervejs i projektet blev der skabt kontakt til en engelsk ordning for energieffektive chillere. Denne ordning er en positivliste, som blandt andet er internetbaseret. Positivlisten bygger i høj grad på datamateriale fra Eurovent.

Projektbeskrivelse

Projektet vil på grundlag af erfaringer fra eksisterende frivillige mærkningsordninger udarbejde en metodebeskrivelse for energimærkning af fabriksfremstillede køleunits (chillere) og et katalog over andre industrielt anvendte produkter, hvor metoden med fordel kan anvendes.

Resultat

I løbet af projektet blev det klarlagt, at fabriksfremstillede væskekølere er en produktgruppe, hvor det vil være relevant at indføre en frivillig energimærkningsordning. Det blev endvidere illustreret, at der er et potentiale for i fremtiden at gøre væskekølere endnu mere energieffektive sammenlignet med state of the art" i dag.

Undervejs i projektet blev der skabt kontakt til en engelsk ordning for energieffektive chillere. Denne ordning er en positivliste, som blandt andet er internetbaseret. Positivlisten bygger i høj grad på datamateriale fra Eurovent. Eurovent har en database med ca. 5600 forskellige chillere, som er opbygget i forbindelse med deres certificeringsordning. Eurovent har siden hen udviklet og implementeret en energiklassificering af chillere, baseret på EER. Energiklassificering går fra A til G, hvor energiklasse A er det mest energieffektive, som det også kendes fra husholdningsprodukter. Eurovents database har den fordel, at den indeholder en stor mængde af de mest solgte væskekølere fra de mest kendte internationale producenter (Carrier, York, Trane, Ciat m.v.). Derfor udgør databasen et solidt grundlag for en energimærkningsordning. Energiklassificeringen er internetbaseret, således energiklassificeringen af chillere i Eurovents database er tilgængelig for alle. Eurovents database har den (for danske øjne) ulempe, at den indeholder meget få eller ingen væskekølere med naturlige kølemidler som ammoniak og kulbrinter. Endvidere er mange af de fabriksfremstillede væskekølere, som opstilles i Danmark ikke med i databasen. Dette gælder bl.a. for ammoniak-væskekølere fra York (Johnsons Control). Grunden til at disse kølere ikke er certificerede hos Eurovent og med i databasen skyldes angiveligt, at det er omkostningsfuldt at være med i databasen. Da antallet af solgte chillere af disse typer ikke er så stort, kan det ikke svare sig at være på listen.

Det foreslås derfor, at der i Danmark indføres en ordning med energiklassificering af fabriksfremstillede væskekølere, som bygger på Eurovents energiklassificeringssystem og Eurovents database - suppleret med en dansk tilføjelse. Dette svarer til situationen i England. Eurovent har overfor Teknologisk Institut indvilget i, at en dansk ordning kan opbygges på tilsvarende måde. Det foreslås endvidere, at denne ordning gøres internetbaseret i overensstemmelse med Eurovents system.

Databasen suppleres med andre chillere rettet mod kravene til det danske marked. Disse chillere vil blive energiklassificeret af producenterne og importørerne, som vil kunne ansøge om at komme med på listen. Der skal være et kontrolsystem med enkelte stikprøvekontroller. Den danske ordning styres af et sekretariat med minimum af administration.

Det er vist i rapporten, at væskekølerne i de to bedste energiklasser A og B udgør ca. 19 procent af alle væskekølere i Eurovents database. Derfor foreslås, at den danske positivliste kommer til at omfatte væskekølere i de to energiklasser. Rapporten foreslår endvidere, at det principielt er gratis for producenter og importører at komme på positivlisten. Hvis det ved stikprøvekontrol viser sig, at væskekølerne ikke lever op til de selvangivne effektiviteter, skal producenten eller importøren betale for testene. EER er baseret på fuldlast (100 procent) af væskekølerne ved et bestemt temperaturniveau.

Mange chillere kører imidlertid oftest ved dellast, dette gælder ikke mindst kølere til komfortkøling i større bygninger. Derfor er Eurovent i gang med at udvikle en dellast-energieffektivitetsfaktor, som gælder for europæiske forhold: ESEER (European Seasonal Energy Efficiency Ratio). Denne værdi beregnes ud fra energiforbruget i fire målepunkter, hvor temperatur og lasten varieres. Eurovents energiklassificering er dog forsat baseret på fuldlast, men ESEER værdien for de enkelte chillere er også tilgængelig på siden. Det er sandsynligt, at Eurovent vil implementere energiklassificering baseret på ESEER i løbet af et par år.

Det anbefales, at den danske ordning harmoniseres med Eurovent, således man i første omgang indfører ordningen baseret på EER. Senere kan energiklassificering på grundlag af ESEER implementeres, sideløbende med Eurovent.

Mere information

Projekt nummer

337-091

Projektansvarlig
Teknologisk Institut

Økonomi

Bevillingsår
2005
Tilskud
Kr. 1.024.000
50%
Egenfinansiering
Kr. 1.011.000
50%
Total budget
Kr. 2.035.000
Timer
2.270