BeREAL - udvikling, test og implementering af add-on til Be10

Projektperiode: 2016 - 2018
Bygninger
Web-model til teoretisk energimæssigt sammenligningsgrundlag for alle (nye) bygninger

Startsiden for online-værktøjet, BeREAL, som er udviklet i projektet. Foto: Projektgruppen.  

Et nyt online it-værktøj, BeREAL kan give et mere realistisk billede af energiforbruget i nye bygninger. Samtidig er BeREAL hurtigere og nemmere at anvende end andre simuleringsprogrammer.

Projektbeskrivelse

BeREAL er et software værktøj, der fungerer som et add-on til Be10. I projekteringsfasen kan BeREAL beregne realistiske forudsigelser af en bygnings energiforbrug samt identificere faktorer, der påvirker en bygnings energiforbrug mest. Når en bygning er taget i brug, vil BeREAL også kunne identificere årsager til bygningens eventuelle energimæssige overforbrug. Som opfølgning på den udarbejdede kravspecifikation vil der i projektet ske en udvikling af software, en efterfølgende test og implementeringsfase samt en afsluttende markedsføring af BeREAL software værktøjet. Projektet bygger videre på tre tidligere ELFORSK-projekter.

Resultat

De lovpligtige energiramme-beregninger for nye bygningers energiforbrug holder stort set aldrig stik, så hvis bygningsejere tror på disse Be-beregninger, får de en lang næse og en større energiregning end forventet. Afvigelserne i det beregnede og det faktiske energiforbrug kan være på op til flere hundrede procent.

Gennem BeREAL lægges mere realistiske data ind i Be-beregningen og kombinerer dem med lokationsbestemte vejrdata kan byggeriets parter tegne et mere kvalificeret billede af det fremtidige el- og varmeforbrug i nye bygninger.

Pålidelig og brugervenlig software

Projektet har resulteret i en pålidelig og brugervenlig applikation. BeREAL er anvendt i forskellige cases og har fået meget positiv feedback. Applikationen gør det nemmere og giver store tidsbesparelser for rådgivere at beregne realistiske og troværdige energibehov for bygninger.

En af ’bagmændene’ bag BeREAL, Bo Holst-Mikkelsen, påpeger, at værktøjet kan bruges både til projektering og i forbindelse med drift.

Projektering og drift

Med de nye beregninger kan rådgivere og entreprenører på et tidligt tidspunkt i byggeprocessen gå i dialog med bygherrer og håndværkere for at afstemme forventninger til energibudgettet samt få sikret kvaliteten af det byggede byggeri. Dermed er der en større chance for, at de energiregninger, der vil tikke ind de næste mange årtier, holder det forventede niveau.

Værktøjet kan bruges både til projektering og i forbindelse med drift

Når bygningen er i drift, kan BeREAL hjælpe med at analysere, om den performer som forventet og indikere, om et eventuelt for højt energiforbrug skyldes byggesjusk, brugeradfærd eller noget helt tredje.

- Hvis der er målere på ventilationsanlægget, kan data for eksempel vise, om det er dårligt indstillet, om der skal skiftes filtre, eller om der er rotter i rørene, siger Bo Holst-Mikkelsen.

Når en bygning har været i drift i minimum et år (gerne længere – bygningen skal ofte først “køres ind”), kan BeREAL konvertere den teoretiske Be18 beregning (eller Rockwool Energy Design beregning) til praktisk brug og korrigere for de energimæssige effekter af bygningens reelle anvendelse, brugernes adfærd og vejrets indflydelse.

Hvis der er målere på ventilationsanlægget, kan data for eksempel vise, om det er dårligt indstillet, om der skal skiftes filtre
Bo Holst-Mikkelsen, direktør, Living Strategy Consulting.

BeREAL har automatiseret mange af de beregninger, som tidligere skulle foretages manuelt i forbindelse med en energianalyse i forhold til energirammeberegningen. BeREAL benytter sig samtidig af en avanceret vejrdatabase fra Aarhus Universitet – og med ”det rigtige vejr” for det år, hvor man har måledata, kan man eliminere vejrets store indflydelse på energiforbruget.

Identificerer bygningens energiforbrug

Hermed kan man gøre en bygnings ’oprindelige’ Be18-beregning til omdrejningspunkt for en analyse af, om bygningen energimæssigt performer, som den skal. Man bliver med andre ord i stand til at identificere, om bygningen har et urimeligt højt energiforbrug – og hvad det eventuelt skyldes. Skyldes det rimelige afvigelser såsom vejret, længere brugstider, et højere internt elforbrug, eller skyldes det uhensigtsmæssig drift eller deciderede fejl i udførelse og installationer? Det bliver hermed muligt at identificere lavt hængende “energi-frugter” i forhold til drift og anvendelse – eller at finde fejlkilder i forhold til udførelse eller systemer og installationer, som har en negativ indvirkning på energiforbruget. 

Forbrugsdata

For at kunne foretage en præcis energianalyse er det nødvendigt at have adgang til bygningens energirammeberegning i Be18 xml-format (eller Rockwool Energy Design format) samt data for bygningens energiforbrug.

BeREAL er udviklet af bl.a. civilingeniør, ph.d. Steffen Pedersen fra Aarhus Universitet og direktør Bo Holst-Mikkelsen fra Living Strategy Consulting med støtte i flere omgange fra Dansk Energis ELFORSK-pulje.

Mere information

Projekt nummer

348-024

Projektansvarlig
Living Strategy Consulting

Projektdeltagere

Aarhus Universitet - AU
Rainbow Riders ApS
henrik-innovation ApS
Københavns Ejendomme og Indkøb - KEID

Økonomi

Bevillingsår
2016
Tilskud
Kr. 1.549.536
60%
Egenfinansiering
Kr. 1.023.504
40%
Total budget
Kr. 2.573.040
Timer
2.090