Familie i Virum tester solrigt alternativ til gasfyr
Taget på Emilie og Pascal Colmans villa producerer elektricitet og varme i smarte solenergimoduler. Energien samles og fordeles i kælderen, hvor der er installeret varmepumpe, varmtvandsbeholder, batteri og styring.
Ægteparret Emilie og Pascal Colman og deres baby har god varme i hjemmet i Virum. De har skiftet et naturgasfyr ud med et teknologisk set ret usædvanligt anlæg. Deres tag på 130 kvadratmeter er nu dækket af sorte paneler, der både producerer elektricitet og varme til opvarmning og brugsvand.
Familien Colman er glade ejere af et kombineret solcelle- og solvarmeanlæg:
– Anlægget vækker opsigt på vejen. Mange kigger op på taget. Det ser bare så flot ud, siger Emilie Colman, mens et par håndværkere pusler med de sidste detaljer på det såkaldte PVT-anlæg, hvor ’pv’ står for photovoltaic (solceller = elektricitet) og ’t’ for det termiske (= varme).
To teknologier er smeltet sammen og beriger hinanden i flade moduler, der ’bare’ skal sættes op på tage eller facader på huse og større bygninger – og forbindes med udstyr, der kan styre og udnytte energien fra sol og omgivelser.
Mens solenergipanelerne på familien Colmans hus er synlige for enhver, der passerer forbi på villavejen, så er den lydløse varmepumpe fra Metro Therm, batteriet fra danske Xolta, en varmtvandsbeholder med elpatron og diverse smart styring mere diskret placeret i et kælderrum.
Slipper for høje gaspriser
Helt billigt er det samlede og energimæssigt ekstremt fleksible anlæg ikke, men…
– Økonomien i projektet er langsigtet, men vi er da sluppet godt igennem vinterens høje gas- og elpriser, konstaterer Pascal Colman med en vis tilfredshed i stemmen om anlægget, der har leveret grøn energi i hele indeværende fyringssæson.
Som motivation for at investere i PVT-anlægget peger ægteparret på, at de gerne vil leve klimarigtigt med høj grad af selvforsyning. Derudover trængte både asbesttag og gasfyr til udskiftning efter familien Colmans overtog adressen i Virum. Der skulle altså investeres under alle omstændigheder.
– Timingen for denne slags hybridanlæg er god netop, når der skal skiftes tag eller gaskedel/oliefyr, siger direktør Yakov Safir fra RACELL Saphire, der har leveret solenergianlægget og har kig på et marked for erstatning af op mod 400.000 danske gas- og oliefyr plus diverse eksportmarkeder.
Kan konkurrere med tegltage
PVT-teknologien er under rivende udvikling i disse år – herunder i Danmark, hvor virksomheden RACELL fra Albertslund med støtte fra ELFORSK og EUDP snart har kommercielle produkter i forskellige størrelser sin portefølje. Anlægget i Virum er ét af flere prøvehuse under udviklingsprogrammet, der gennemføres sammen med en række partnere – herunder Metro Therm i Helsinge og flere DTU-institutter.
– Det har været en kæmpe hjælp at få støtte fra ELFORSK i to omgange. Det har gjort, at vi sammen med prøvepersonerne og vores partnere har kunnet rydde ud i børnesygdommene, siger Yakov Safir.
Virum-familien har med PVT-anlægget sparet udgifterne til nye tagplader, og det styrker økonomien i det støttede projekt. Hvis en nabo ønsker at købe et lignende anlæg, vil det ifølge Yakov Safir koste ca. 300.000 kr.
– Vi kan konkurrere med tegltage, hvor PVT-anlæg kun koster en lille ekstra pris. Hvis gasfyret skal skiftes, er PVT en rigtig god økonomisk idé. PVT-anlægget inklusive batteriet kan sælge overskudsstrøm til elnettet, og på længere sigt vil det kunne levere frekvensydelser og andre services til elnettet, siger Yakov Safir.
Den sidste finish
RACELL leverer skræddersyede anlæg til kunder i ind- og udland, men ambitionen er at begynde en ny fase i forretningsudviklingen.
PVT-anlæggene skal standardiseres, så de i forskellige størrelser kan blive hyldevarer. Der kan fortsat optimeres på nogle af delene – eksempelvis varmepumpen, der fungerer fint, men er udviklet til jordvarmeanlæg. RACELL mangler også den sidste finish i forhold til et endeligt design, der kan muliggøre en masseproduktion.
– Håbet er at have hyldevarer klar i løbet af efteråret 2022. Vi har styr på solenergipanelerne, der er æstetiske og lette at montere. Andre er i gang med at levere kvalitet på resten, siger Yakov Safir.
Smarte detaljer
Teknologien fra RACELL bygger på en række patenter, og Yakov Safir vurderer, at andre vil få svært ved at kopiere den kompakte danske PVT-løsning. Solenergipanelerne udmærker sig ved at være designet, så solcellerne bliver automatisk kølet, hvilket øger virkningsgraden ikke mindst på en varm sommerdag.
Et ekstra raffinement er, at PVT-panelerne også producerer om natten, fordi de trækker energi ud af den omgivende luft, regn og sne. PVT-panelernes væskefyldte kanaler virker ligesom slanger i et jordvarmeanlæg, men husejerne slipper for at grave deres have op. ’Slangerne’ ligger på taget.
PVT-anlæggene kan i princippet også levere køling til bygninger, og det kan være et stort plus, når RACELL kaster sig ud på eksportmarkederne i lande længere mod syd.
– Vi laver noget, ingen andre kan, fastslår Yakov Safir.
Mens han drømmer om danske markeder og eksporteventyr er familien Colman i gang med at forberede næste initiativ, der kan nedbringe deres CO2-udledning:
– Vi har bestilt en elbil, der kan blive ladet op af vores egne solceller, fortæller Pascal Colman.