Behov for hurtigere udvikling af energiteknologier
Innovationsfonden, EUDP og ELFORSK er klar til at bidrage med finansiering til virksomheder og vidensinstitutioner, der skaber morgendagens grønne løsninger.
- Danske virksomheder skal være hurtigere til at kommercialisere løsninger, for hastighed til marked bliver stadig mere centralt for de virksomheder, der konkurrerer på det globale marked.
Det skriver bestyrelsesformand Thea Larsen fra EUDP, vicedirektør Tore Duvold fra Innovationsfonden og viceadministrerende direktør Anders Stouge fra Dansk Energi på vegne af ELFORSK i et fælles forord i årsrapporten Energi18, der beskriver udviklingen i de tre offentlige energiteknologiske F&U-programmer.
I årsrapporten kan man bl.a. se bevillingernes udvikling de seneste ti år og konstatere, at der aktuelt er gang i 764 projekter med en samlet støtte sum på over fire mia. kr.
For Larsen, Duvold og Stouge er ’hastighed’ et nøgleord, fordi ’Kina, USA, Japan, Tyskland og mange andre lande investerer kraftigt i grøn omstilling’.
- Hvis vi i Danmark skal fastholde vores førerposition, skal vi være ambitiøse, langsigtede og målrettede, når vi forsker, udvikler og demonstrerer da vejen fra forskning til markedsmoden løsning er lang. Vi skal være i stand til at levere forskning af høj kvalitet og forblive en attraktiv ’hub’ for innovation, udvikling og demonstration af grønne løsninger, fastslår de tre, der ser store forretningsmuligheder, hvis vi kan sætte tempoet i vejret.
Ifølge det energiforlig, der blev indgået mellem alle Folketingets partier i juni, skal de statslige midler til forskning, udvikling og demonstration inden for energiteknologi og klima øges fra knap 600 mio. kr. nu til en milliard kroner i 2024.
Læs Energi18 på energiforskning.dk